wennerlinlife

Kærlighedens balancegang…

Når vi indgår i relationer med andre mennesker, specielt i nye kærlighedsforhold, så skiftes vi til at holde et healende kærlighedsrum for hinanden ❣️Vi rummer hinanden. På godt og ondt. Vi giver til hinanden. Vi næres af hinanden. Vi elsker og tilgiver i en lind strøm.

På et tidspunkt, når forholdet har varet et stykke tid, begynder vi måske at bebrejde hinanden. Det er sådan noget der sker. Det er jeg sikker på du kender. Så kan vi ikke forstå, at vores partner ikke længere kan ‘se’ hvad vi behøver. At partneren ikke lige kan mærke, at du har brug for et knus lige nu – lige der hvor du måske smider en tallerken gennem køkkenet… og måske rammer ham i nakken.

Og lige der er det, at du skal være nysgerrig. Nysgerrig på din egen adfærd. Og det kan være hensigtsmæssig, hvis du opdager det, lige inden du kaster tallerkenen….

Det handler om egenomsorg. Fordi den er måske lige smuttet i svinget. I kølvandet på forelskelsen og kærlighedsrusen. Du har i blinde overladt ansvaret for dig til den du elsker. Og nu skal du tage ansvaret tilbage igen. Det er tid. For det er først når du kan holde dit eget healende kærlighedsrum intakt helt bevidst, at du kan indgå i en sund og nærende relation med et andet menneske.

Og hvordan gør man så det? Ja, første skridt er at tage ansvar for sine egne følelser. Det er aldrig din partners ansvar at du føler som du gør. Det er dit. Det er sådan en misforstået ting vi ofte går igennem livet med, at det er andres skyld, at vi føler som vi gør. Og det er det altså ikke! Den hund skal vi begrave og en gang for alle lære at tage ansvar for vores egne følelser. Og det kræver noget. Vi skal ofte øve os rigtig meget på det! Men det er den måde vi kan skabe sunde relationer på.

Og næste step er at sætte ord på overfor din partner, hvad der betyder noget for dig i et kærlighedsforhold. Og det er give and take som så meget andet, når mennesker er sammen.

Og så er der jo kærligheden, som trives allerbedst i dyb respekt for hinanden og i tilgivelsens lys 🌟☺️❣️Og gudskelov for kærligheden – ellers var menneskeheden fortabt! Det er kærligheden der bærer os. Igen og igen og igen. Når tallerknerne ryger. Og når der er nok af kærligheden, så klarer den rigtigt meget. Men den kan også høre op mellem to mennesker. Sådan er det bare. Og derfor er det så vigtigt at tage ansvar – for egne følelser og handlinger. Før det er for sent.

Og når du kan holde et healende kærlighedsrum for dig selv og forløse og anerkende alt det du rummer på egen hånd, uden at smide en tallerken i nakken på nogen, så er du rigtig godt på vej! Og øvelse gør mester.

Been there, done that – reflektioner fra mig, som til stadighed kloger mig på kærligheden. Og som undrer sig over livet, mennesker og kærligheden. Og det vil jeg nok gøre resten af mine dage. For at holde op med at elske, det gør jeg aldrig nogensinde ❣️☺️

Og du har dine livsrefleksioner og livstanker, som spejler dit liv, din erfaring og hvem du er. Og det er helt som det skal være. Det her er mine tanker. Og det er statements, som beror på indholdet i min rygsæk. Og når jeg er 105 år, så er der sikkert flere livsnuancer og kærlighedsoplevelser i rygsækken. Hvis du kan spejle dig, er det sådan du læser det, hvis du ikke kan får du noget andet ud af det. Men vi sætter noget igang hos hinanden med vores reflektioner – og det er vigtigt, synes jeg ❣️

P.S.: Jeg er i øvrigt holdt op med at smide med tallerkener! Det vil jeg ihvertfald inderligt håbe.

Uden formål

Hvad nu, hvis hele meningen med livet er, at der ikke er noget formål med din eksistens? Kun at du skal være glad. Hvordan virker den tanke på dig?

Jeg ved godt, at det er en provokerende tanke ☝🏻☺️🌟❣️Men kunne du overtales til at være nysgerrig på den?

Når jeg har været nysgerrig på den tanke, så er der i mange år kommet alt muligt op i mig! At ting nødvendigvis måtte være på en bestemt måde, før jeg sådan kunne være rigtig glad. At jeg skulle fixe ting rundt om mig, for at blive glad. At jeg skulle være på en bestemt måde overfor andre. Eller skulle sørge for at en hel masse var i orden, før jeg kunne blive glad.

Men jeg blev klar over, at glæde er noget jeg har inde i mig. Det er et valg. Også selvom der er omstændigheder, som jeg ville ønske anderledes. Og sådan er det.

Da jeg gik fra min mand efter 27 års ægteskab, der havde jeg arbejdet med min egen glæde i rigtig mange år. I et ægteskab, hvor omstændighederne var svære. Og fordi jeg havde det, kunne jeg se klart, da jeg tog beslutningen om gå. Jeg havde ikke mistet min glæde indeni mig, men jeg kunne se, at jeg ikke kunne glædes sammen med den mand, jeg var sammen med. Vi skulle videre hver for sig. Ikke fordi der var noget i vejen med nogen af os, men glæden kunne vi ikke dele sammen. Vi delte meget sorg og smertelige følelser, og det var også stærkt. Men glæden var enormt svær for os at stemple ind i sammen ❣️

Og jeg tror, at meningen med livet er at man skal være glad ❣️Også i det svære. Glæden skal være den retning man kigger i. Og i glæden og kærligheden, skal man øve sig i at rumme alt det svære.

Og glæden er noget man har inden i.Den kan være gemt væk. Og du kan have brug for andre eller noget udefra til at tænde den igen. Men den bor indeni dig. Og du skal værne om den.

Og hvis du, når du læser det her tænker, jamen jeg har enormt svært ved at finde glæden. Så skal du huske, at der findes hjælp. Og at det er meget menneskeligt, at glæden kan blive gemt væk. Men den er blot gemt. Den er ikke væk ❣️

Fordi det er selve meningen med livet ❣️At du skal være glad – også når det er svært 😘❣️Så derfor bliver du altid glad igen.

Tro, håb og kærlighed på den smukkeste forårssøndag ❣️

Nærende nærvær

Nærende nærvær. Det er titlen på det her indlæg. Fordi det har jeg lige oplevet! Nærende nærvær. Og jeg bliver bedre og bedre til at mærke, når jeg er der, hvor jeg er  i stand til at opleve det nærende nærvær. Fordi lige netop det, har været et område jeg har skullet og stadig skal øve mig på. At holde fokus. Koncentrere mig om det nu det er. Ikke det der var i går, eller det der kommer i morgen, men det der er lige nu. Fokus. Thats it. Og så opleves det nærende nærvær. Lykketilstanden. Den findes der. For mig. Og nu sætter jeg ord på og håber, at I kan spejle jer i mine refleksioner.

Mit barnebarn på 4 1/2 år har været på en lille efterårsferie hos mig. Søde, kærlige, elskelige W. Jeg er blevet mormor i en forholdsvis ung alder – og det er fantastisk! Og jeg er derfor et sted i mit liv, hvor det ikke er så længe siden, at mine egne børn var små, eller hvad man nu skal sige – men min søn er 19 og min datter 26. Noget af det jeg ikke var så god til at prioritere dengang, det var nærvær. Det er jeg naturligvis ikke meget for at indrømme – men det var jeg altså ikke. Og jeg er nok ikke den eneste mor, der har eller har haft udfordringer på det område. Jeg havde gang i så mange ting. Uddannelse, karriere, familie – alting på en gang. Og når man er presset i hverdagen, så er nærvær altså en rigtig svær ting! Fordi nærvær faktisk kræver, at hjernen får ro engang i mellem.  At man har mulighed for at give slip. Så jeg vil sige, at man som børnefamilie er lovlig undskyldt! Manglende nattesøvn, barnegråd, tanker om aftensmad, hvornår far kommer hjem fra job, børnepasning osv. osv. sætter nærværet på en voldsom prøve! Men mine børn har overlevet! Og er, hvis jeg selv skal sige det, pragteksemplarer i dag – så det gik alligevel – læs: Det går alligevel!! Og jeg gjorde mit bedste, og det gør du også, hvis du læser med som mor, og tænker at du også er udfordret på nærvær.

Og nu er jeg altså et sted i mit liv, hvor jeg er mormor. Og hvor jeg har valgt nærværet som det, jeg vil øve mig i at mestre. Fordi jeg simpelthen tror på, at jeg bliver et gladere menneske af det. Eller jeg vil gå så langt som at sige, at jeg bliver et gladere menneske af det. Helt enkelt. Jeg øver mig hver dag. I alt hvad jeg foretager mig. Når jeg er alene og når jeg er sammen med mennesker. At holde fokus. Fokus på det jeg laver lige nu. Det er fitness for min hjerne! Når jeg øver mig på at være nærværende, så eliminerer jeg de bekymrende tanker, som kan få mig på afveje. Og jo mere jeg øver mig jo bedre bliver jeg. Thats it! Og nu øver jeg mig så også på lille W! Og hvor er det fantastisk at få lov til. Og lille W ved slet ikke, at hans mormor øver sig på at være nærværende. Fordi lille W er nemlig helt næværende altid! Det er hans 4-årige natur. Det er alle 4-åriges natur at være nærværende. Han er det bare. Nærværende. Og når mormor er nærværende og når W er nærværende, så opleves magien! Lykkefølelsen! Så er det, det er naturligt for W at sige, ‘Mormor, du er den bedste mormor i hele verden’ – fordi det har man lyst til at sige til hinanden, når man mærker nærvær fra et andet menneske. Og nærvær fostrer nærvær. Så se på barnet! Mærk barnet, det viser vejen. Vær nærværende sammen med barnet, og du får servereret essensen af nærvær på et sølvfad lige foran dig! Det kan jeg skrive i dag som mormor – det kunne jeg ikke som mor. Men i nærværet er lykken. Og jeg har haft mange lykkelige stunder med mine børn – så helt fraværende var jeg nok alligevel ikke 😉

I bevidst nærvær rammesætter du den naturlige grænsesætning. Du kan mærke dig selv og dine grænser. Dine tanker er i ro. Du er der sammen med barnet. Dit fokus er på barnet. Lige nu. Barnet kan mærke dig. I spejler hinanden sådan, at både du og barnet respektfuldt anerkender hinandens grænser. Den naturligste måde at være sammen på. Så når problemer opstår, så vend tilbage til udgangspunktet, bevidst fokus og nærvær, så opstår hverdagsmagien. Så rammesættes tingene naturligt og respektfuldt.

Mindfullness, meditation, stilletid, yoga osv. træner dit fokus. Og det er faktisk det, det hele handler om. Sådan har det været for mig. At øve sig på ny. Back to basic. Helt basalt. At lære nærværet på ny. Fordi engang var nærvær helt natulig for mig. Dengang jeg var 4 år gammel. Og sådan var det også for dig. Men så blev vi forstyrret. Alle sammen. Dengang vi holdt op med at lege, gik det galt, er min formodning. Så mærk verden! På den måde mærker du dig selv og dine medmennesker, så opstår det nærende nærvær og så dumper lykken ned i din turban – det kan den faktisk slet ikke lade være med! Og når jeg er sammen med et menneske, barn som voksen, hvor vi begge to er nærværende, så går tiden i stå. Og du kender det fra din egen verden. For de stunder er fantastiske! Og dybest set, så er det det vi ønsker allermest – tid og nærende nærvær med andre mennesker, er det ikke bare sådan det er?

Tak for dit nærvær og fordi du læser med 🙂

 

 

Når livet slår kolbøtter… del II

Dette er andet del af blogindlægget om tiden, da jeg blev ramt af sygdommen Menieres – du kan finde første del her Når livet slår kolbøtter…

I 2011 var jeg en periode indskrevet på Universitetet igen. I tidernes morgen var jeg aldrig blevet færdig med min kandidatgrad i musik, og det skulle jeg selvfølgelig også lige have styr på i mit liv 😉 Min sygdom havde fundet et leje, hvor jeg igen var i min dagligdag – meget anderledes end før. Der gik ikke en dag, uden jeg noterede mig min tinnitus’ tilstand, for der var stadigvæk ikke to dage, der var ens. Det var en bølgedal af lydforvrængning, støj, balanceproblemer og træthed. Men mit mindset betød alt for mig! Og det var jeg klar over. Jeg tror simpelthen ikke, jeg var kommet igennem den periode på den måde jeg var, hvis ikke jeg hver dag var opmærksom på mit mindset. Jeg arbejdede på at holde fokus og begejstredes over mine små hverdagssejre. Når jeg kunne´være´med min tilstand på job og i familien, uden at blive formørket inden i. For det nemmeste var at kravle under dynen og blive der. Men jeg havde stadigvæk mål i livet, og min familie havde brug for mig ❤ Og jeg glædede mig enormt over mine gode dage, hvor der ingen støj var inde i mit hoved, og hvor alting lige pludselig føltes helt normalt igen.

Jeg skulle til et par eksaminer i forbindelse med mit universitetsstudie. Akkompagnementseksamen i klaver og en sangeksamen. Jeg plejede at høre morgenradio. Det har jeg nydt meget, at starte dagen til klassisk musik. Dagen efter min akkompagnementseksamen, oplevede jeg lige pludselig, at musikken fra radioen lød anderledes end den plejede. Jeg husker det så tydeligt. Det lød som om, at instrumenterne ikke var i stemning. Jeg blev langsomt klar over, at jeg havde mistet mere hørelse, at der var overtoner jeg ikke længere kunne høre, og derfor klingede tonerne for lave – det var sådan ørelægen beskrev det for mig. Det var lige ved at slå mig omkuld. Jeg kunne klare svimmelhed og tinnitus, men nu var jeg for alvor bange for, at sygdommen kunne få konsekvenser for min sang, som var så stor en del af mig. Der var ikke andet for end at mærke i praksis, hvad denne hørenedsættelse gjorde for mig. Som kirkesanger noterede jeg mig det samme, at specielt de dybe toner fra orglet i mine ører klingede for lavt. Og det var godt nok en noget speciel oplevelse! Nu skulle jeg forholde min stemme til toner, som klingede for lave, men tune rigtigt ind alligevel? Og kunne man overhovedet det? Men det kan man. Det kunne jeg. Sangen var så stor en del af mit dna, og min stemme vidste, hvor den skulle placere sig – jeg skulle bare ikke tænke alt for meget over det. Min intuition på det felt arbejdede for mig. Og hjernen er forunderlig. I dag er tingene ligesom smeltet sammen. Min hørelse er stabil, selvom den er reduceret og jeg generes ikke længere på samme måde af de manglende overtoner. Jeg har stor tillid til min stemmes formåen det meste af tiden, og min stemme kender tonerne – også selvom mine ører måtte høre noget andet. Det er svært at forklare, og for udenforstående kan det lyde som volapyk, men det er sådan jeg oplever det. Og jeg gik til min sangeksamen på disse vilkår og fik topkarakter. Og det bestyrkede mig i, at jeg stadigvæk kunne synge. Også selvom en starttone på et e klingede som en halv tone under, når min fremragende pianist, alias min svigersøn, slog den an på klaveret. Og det var virkelig værd at fejre – at jeg på forundelig vis kunne ramme tonerne alligevel! Og sådan er menneskekroppen virkelig en forunderlig ting.

Menieres er det man vil kalde en stressfølsom sygdom. Den kan udløses af stress og den er påvirkelig af stress. Og det er klart, at når man får konstateret sådan en sygdom, så er der nogle ting, som man må ændre på i sin dagligdag. Det er et wake-up call af format og der er afregning ved kasse 1. Og det har taget mig år at finde den balance. Fordi man skal lære sin krop og sit sind at kende indefra. Og det er livslang læring. Fordi det er ikke sådan noget man lærer over en nat. Det gør jeg ihvertfald ikke. Der skal etableres nye vaner, man skal lære at lytte til sin krop – også før det går galt, og samtidig kan det heller ikke nytte noget, at man bliver for oversensibel, at man sætter sit liv i stå. At man ikke længere tør kaste sig ind i livet. Og det er virkelig en svær balance. Og det øver jeg mig på hver dag stadigvæk i forhold til hele mit liv.

Jeg har i flere år gået til akupunktur månedligt og derigennem fået indsigt i kostens påvirkning af kroppen, vitaminer og mineralers betydning for vores helbred osv. Og på baggrund af al den information vi tager ind, danner vi vores oplevelse omkring, hvad der er godt for os, og hvad der virker. Og det er forskelligt fra person til person. Men i den her proces er det som i alle de andre udfordringer, jeg har stået i i livet, der har været hjælp at hente. Jeg har ikke været alene. Og vi skal ikke være alene i livskriser. Det er meningen, vi skal bruge hinanden og søge henimod det, som vi tror på vil være godt for os. Men vi skal komme ud over rampen, og søge op mod lyset, søge imod hinanden. Og nogle gange ved vi ikke hvad vej vi skal gå, og så må vi bare hoppe ud over rampen – prøve os frem, og tage den erfaring med os.

Balance er blevet et nøgleord for mig. Og så ved jeg den dag i dag, at kroppen har et enormt healings-potentiale, hvis vi giver den lov. Krop og sind skal have ro til at arbejde mod selvhelbredelse uden tankernes evindelige forstyrrelser – der, lige der finder sand healing sted. Og det er magisk, når det sker. At være med det der er, uden modstand. Når vi er der, så samler sindet sig sammen og går i gang med selvhelbredelsesprocessen. I det stille nærvær mellem krop og sjæl. Og det øver jeg mig på.

Tak fordi du læste med  – og står du i en livskrise, som du kunne have brug for coaching omkring, så er det der, jeg kan være en hjælp. Du skal gøre arbejdet – men jeg går med dig hele vejen indtil du kan stå selv. Du kan læse mere om hvad jeg tilbyder på wennerlincoach.wordpress.com 

Når livet slår kolbøtter…

Det her indlæg kommer til at handle om en svær periode i mit liv. Og om hvordan en kronisk sygdom kan give nye perspektiver på livet.

i 2009 fik jeg konstateret Menieres. En øresygdom i det indre øre, som bogstaveligt talt vendte mit liv på hovedet. Sygdommen er karakteriseret ved voldsomme svimmelhedsanfald, opkast og tinnitus, tinnitus, tinnitus! Det er en forholdsvis sjælden sygdom men paradoksalt nok, kender jeg flere i mit netværk, som er ramt af sygdommen. Den udvikler sig meget individuelt fra person til person, og der er ikke to sygdomshistorier, der er ens. Der findes ikke en decideret behandling. Den medicin der er til rådighed er tvivlsom i forhold til dens effekt. Det er sådan lidt – nu prøver vi det her, og så må vi se. MEN selvom det er en kronisk sygdom, så kan den ‘brænde’ ud, som man siger – og sådan noget giver håb at læse!!! Og det har været en enorm vigtig info for mig at vide, at sygdommen kan brænde ud. At sygdommen brænder ud betyder, at svimmelhedsanfaldene bliver sjældnere og sjældnere. Og det er godt! For de er enerverende. Så er der tinnitusen. Den brænder ikke ud. Den skal man lære at leve med. Og den nedsatte hørelse og lydfølsomheden. Den hører med. Så der er livslange symptomer, som man skal lære at gå hånd i hånd med.

Men mit liv slog den der kolbøtte i 2009. Lige pludselig blev jeg ramt af en sygdom, som ikke gik over igen! Min hverdag ændrede sig fra den ene dag til den anden og den er aldrig blevet den samme igen. Men en vigtig pointe er, at min hverdag med sygdommen ikke er blevet en dårligere hverdag, den er bare blevet anderledes.

Før 2009 tænkte jeg ikke så meget over hvad jeg bød mig selv. Jeg havde meget fokus på, hvad der blev forventet af mig arbejdsmæssigt og privat. Livsstil var ikke noget der fyldte så meget i min hverdag – i så fald var det kun, hvis jeg ønskede at smide nogle kilo. Der var run på i min hverdag. Lange arbejdsdage. Jeg var ikke sådan vant til at lytte indad. Jeg var mor, hustru, datter og havde mit job, hvor jeg absolut ikke mente, at der var plads til at fejle. Og det mente jeg nok iøvrigt ikke rigtigt, at der var plads til i mit liv overhovedet. Jeg stillede store krav til min egen formåen. Var sjældent tilfreds med min egen præstation. Og var verdensmester i at slå mig selv oven i hovedet! Sådan ser det ud for mig, når jeg kigger tilbage i dag på dengang. I tiden før sygdommen brød ud. Og det er faktisk lidt skræmmende og smerteligt for mig at tænkte tilbage på, at det vitterlig var sådan det var. At jeg var så hård ved mig selv.

I foråret 2009 brød sygdommen ud. I perioden op til havde jeg haft andre kropslige symptomer, som man ikke rigtigt kunne finde nogen forklaring på. Jeg tog gigtmedicin mod uforklarlige smerter i kroppen, og jeg var begyndt at høre dårligt på mit ene øre. Min krop sendte kraftige signaler til mig. Og jeg begyndte gudskelov også at lytte. Jeg fik akupunktur mod mine smerter, som hjalp fantastisk. Men kroppen var i alarmberedskab, og  de første svimmelhedsandfald begyndte i forårsmånederne. De væltede mig omkuld. Med en enorm angst til følge. Og når jeg ser tilbage, så er det angsten der fylder i min bevidsthed. Angsten for, hvordan sygdommen ville udvikle sig. Hvornår stoppede de der anfald, så jeg igen kunne få et normalt liv. Og når et anfald var ovre, så var jeg allerede begyndt at tænke på, hvornår det næste dukkede op. Jeg var sygemeldt sådan ca. 4 mdr. og så begyndte jeg på job igen. En ny hverdag på job med tinnitus og balanceproblemer som nye følgesvende. Og angsten. Angsten for fremtiden. Angsten for, at jeg ikke kunne beholde mine jobs, og at jeg aldrig ville kunne lære at leve med min tinnitus. Og de der svimmelhedsanfald. Selvom de gudskelov var aftagende. Og accepten. Det var det sværeste. Accepten af at min hverdag og min egen formåen var ændret. Men min tinnitus mindede mig om det hver eneste dag, og det gør den stadigvæk, at intet er som før. Jeg fik pludselig brug for hvile, jeg var mere træt end jeg plejede. Min krop skulle nok fortælle mig, hvornår nok var nok, hvis jeg blot ville lytte. Og det ville jeg. Jeg lærte på den hårde måde at lytte efter mit krop.

På det tidspunkt begyndte min indre rejse for alvor. Jeg har altid været interesseret i den menneskelige psyke, og på det tidspunkt tog jeg for alvor fat på at gøre noget på de områder i mit liv, hvor jeg kunne tage styringen. Jeg VILLE passe mine jobs. Jeg VILLE fortsætte med at synge, selvom jeg i perioder var enormt udfordret. Men jeg ville ikke miste håbet og troen på, at jeg kunne mestre mit liv på ny. Og hvilken fantastisk rejse de sidste 9 år har været for mig! 9 år jeg ikke ville være foruden i mit liv! I dag vil jeg sige, at min tinnitus er min følgesvend. Den er en del af mig, og jeg er blevet ven med den… det meste af tiden, ihvertfald. Den er der bare. Nogle gange mere end andre. Og nogle gange kan jeg stadigvæk blive ret træt af den. Når den overdøver alt det andet, jeg gerne vil fylde mit liv med. Når trætheden bliver for overvældende. Når koncentrationen svigter. Når mine børnebørns stemmer lyder for høje. Når lydforvrængningen er for voldsom. Men jeg ved, at det bliver bedre igen. Intet er status quo. Alt er i bevægelse. Og mine tanker omkring min tinnitus gør en verden til forskel på, hvordan den påvirker min dagligdag. Og det får I lov til at høre meget mere om. For det er faktisk det, jeg allerhelst vil skrive om. At vi selv kan gøre rigtigt meget for at lære at leve med det, vi nu skal leve med i livet. Vi kan mestre livet på ny. Og farverne bliver lige pludselig lidt stærkere, fordi livet har fået et nyt perspektiv. Livet er ikke bare en trædemølle. Vi skal leve livet hver eneste dag, med den livslektie vi har fået – og det gør ikke livet til et dårligere liv. Ikke for mig, ihvertfald. Men man skal øve sig. Øve sig på nye vaner. Nye tankevaner. Det var nødvendigt for mig. Og nødvendigt at komme op på hesten igen og igen og igen, og det er det stadigvæk. For hver eneste dag  har vi et valg. Det hører med til at være menneske. Fortsættelse følger….

Tak fordi du læste med så langt ❤

Jeg er uddannet coach fra Danish Coach Academy. Du kan læse mere om mig og hvad jeg tilbyder på wennerlincoach.wordpress.com. Det er muligt at blive coachet i alle problemstillinger, som du måtte stå i dit liv. Jeg går vejen sammen med dig, og jeg støtter dig, indtil du kan gå selv. Og oftest går det hurtigere, end man lige tror. For vi besidder alle de ressourcer der skal til, vi skal bare finde ind til dem på ny.

 

 

To fear or not to fear…

Endnu en sommerferie er passeret. Bare sådan lige og hvilken sommerferie! For mig en helt vidunderlig en af slagsen. Den første i mit ‘nye’ liv. Den første i min dejlige lejlighed. Den første, hvor William sov hos mormor. Og den første, hvor jeg var i Grækenland med mine fantastiske venner, og den første, hvor jeg for alvor facede min vandskræk! Og det er det, jeg vil dele med dig nu. Det her med at face og deale med det man frygter. Jeg vil fortælle dig, hvordan jeg har dealet med min frygt, og hvordan andre har været der for mig i processen – og måske kan du spejle dig i noget af det.

Da jeg tog beslutningen om at bo alene, vidste jeg intuitivt, at noget af det jeg skulle face var min frygt.  Der var ingen steder, ingen relationer at flygte ind i når jeg kom hjem fra job. Jeg har altid været frygtsom af natur. Men det er kun en del af mig, der er frygtsom. Det har jeg været klar over i mange år. For jeg er nemlig også modig. Og jeg har tillid. Tillid til livet, til mig selv og at det nok skal gå det hele. Men jeg er også klar over, at jeg har et valg. Og at det er mig, der vælger. Men i visse situationer bliver jeg mindet om min frygt. Så igennem det sidste år, har jeg set min frygt i øjnene. Jeg har været nysgerrig på, hvordan jeg dealede med frygten, når den bankede på, og jeg har øvet mig i at få øje på den.  Nysgerrig på hvornår jeg er styret af frygt, og hvornår jeg er styret af kærlighed og tillid til livet.

I år skulle jeg rejse med mine dejlige venner. Det havde vi aftalt for længe siden og vi var enige om, at det skulle være et varmt sted med sol og strand. Jeg havde egentligt tænkt, at jeg skulle ligge på stranden imens mine venner badede. Det var fint for mig, for sådan har det altid været. Jeg er nemlig… nej, jeg var nemlig vandskræk! Det har jeg været siden barn. Og det har styret mine valg igennem mange år. Og det ved mine venner godt. For vi har været på ferie sammen før. Da mine børn var små var vi sammen i Kroatien. Og det jeg husker mig selv for, var min frygt på den rejse. Min børn blev som fisk i vandet på den ferie, men jeg blev en frygtsom og nok temmelig irriterende landkrabbe, som virkeligt blev udfordret max, og som stod med hjertebanken, hver gang mine børn var i vandet.

Mine venner udfordrede mig, nu hvor vi igen skulle ud at rejse sammen. Om jeg kunne have lyst til at tage i svømmehal sammen med dem, inden vi skulle afsted. Sådan øve mig i at blive tryg i vandet.  Altså, jeg havde jo bare tænkt jeg skulle ligge på stranden…, men der var noget i mig der var parat. Parat til at prøve at vinde over min angst for vand. Og det blev jeg nysgerrig på. Så vi tog i svømmehal. Jeg kunne mærke, det var en overvindelse. Lugten af klor fik mig til at huske mindre gode oplevelser fra svømmehaller, og da jeg gik ned i vandet var jeg lige ved at give mig til at tude. Men jeg har mine mentale redskaber at gøre brug af. Så jeg mærkede frygten men gik ikke ind i den, jeg mærkede blot tårerne, og fik fremstammet… at jeg ved altså ikke om jeg tør det her… men så var mine venner der jo. Og min datter og svigersøn. De var der sammen med mig, og de havde lovet at passe på mig og redde mig, hvis jeg var ved at drukne. Jeg kom ned i vandet under kyndig vejledning, og det hele forløb stille og roligt. Og jeg var omgivet af mennesker, som støttede mig i processen og var sammen med mig i det jeg var i gang med. Men pyh ha! Og hold da op, hvor var jeg træt da jeg kom op af vandet. Jeg havde bakset med at holde ved kanten og hæve benene bagud og op, og det lykkedes mig, da jeg fandt ud at at slappe af i kroppen. Slippe kontrollen, ligeså stille i det tempo der passede mig, og det var det første meget store skridt for mig.

Inden vi rejste til Grækenland sørgede mine venner for at købe et super fint svømmebælte til mig og sammen købte vi en svømmeplade. Jeg tænkte godt nok, at de var noget optimistiske. På det tidspunkt troede jeg simpelthen ikke på, at jeg ville kunne gebærde mig i middelhavet, for der var jo ingen kant som ligesom i svømmehallen! Og den første gang jeg var i vandet, ville jeg ikke have mit bælte på, for jeg ville simpelthen ikke risikere at komme til at flyde med den svømmeplade! Det var enormt angstprovokerende for mig. Og det var alligevel for vildt, mente jeg. Men næste dag tænkte jeg, at nu skulle jeg jo ligsom videre. Og mine venner havde jo købt det her fine bælte til mig. Så jeg spændte det på. Og der var nok også lidt omkring, kan man godt det her når man er 47 år gammel… svømme rundt med bælte i Middelhavet!? Ja, sgu da. Selvfølgelig kan man det! Så på med bæltet og ud i bølgerne… ja, for denne dag var der nemlig bølger. Sådan ligepludselig, Efterdønninger fra et skib. Og det havde jeg så ikke lige set komme, så jeg spænede ind mod land igen med svømmebælte og plade, og min søde veninde tænkte, at hun nok hellere måtte assistere mig og roligt fortælle mig på den måde som kun hun kan, at det nok var bedst at jeg prøvede at blive ude i bølgerne, så jeg ikke fik dem lige i nakken på vej ind mod stranden. Så helt rolige gik vi to ud igen. Og stille og roligt blev jeg mere og mere dus med vandet, og lige pludselig flød jeg med plade i Middelhavet! Og bølgerne blev en oplevelse. Jeg opnåede på den uge vi var der, at slippe kontrollen i vandet, at nyde det varme vand omkring min krop. At mærke hvordan min vægtløshed gjorde noget godt for min krop. Bølgerne blev sågar en nydelse for mig. Jeg lod mig flyde med. Og hvilken fantastisk følelse! Og nu husker min krop noget nyt omkring det at være i vand og at overgive mig til vandets element.

Imens jeg øvede mig, var det enormt vigtig for mig at holde fokus. Fokus på det jeg ville opnå. At kunne slappe af i vandet. Fordi min krop huskede noget andet. Min krop huskede Malene 9 år, som gik i panik i vandet og som slugte vand og blev meget forskrækket. Det huskede min krop ligeså tydeligt, da jeg mærkede fornemmelsen af at flyde for første gang i Middelhavet. Men det var ikke der, jeg skulle være. Den historie skulle jeg slippe i mine tanker og via mine tanker give min krop nye oplevelser i vandet. Og det lykkedes mig at holde det mentale fokus der skulle til. Og det var en fantastisk oplevelse! En sejr af format! Men det kunne kun lade sig gøre, fordi mine venner var hos mig hele tiden. De talte til min underbevidsthed. De gjorde klart for mig, at jeg ikke kunne drukne, at de ikke ville slippe mig af syne og at jeg skulle tage det hele i mit eget tempo, ikke forcere noget men kun tænke på at blive tryg i vandet. Jeg ville aldrig have kunnet overvinde min frygt på egen hånd.

Og når jeg tænker tilbage på det sidste år og på de frygtsomme bjerge jeg har besteget, så har det aldrig være på egen hånd. Mennesker, bøger, mentorer har stået sammen med mig og guidet mig i den retning, jeg skulle gå. Og når du facer din frygt, så skal du gøre det sammen med nogen eller noget. For vi er til for hinanden ❤ Det er meningen med livet. Det er meningen, at vi skal være der for hinanden og vi skal turde tage imod hjælpen.

Så tak for den guidance jeg har fået igennem de mennesker, jeg har haft tæt på mig. I har betydet så meget for mig i min proces.

Og jeg så nok lidt funny ud… dengang jeg løb på land, med bølgerne i nakken. En meget sød og charmerende bartender fra stranden kom dagen efter og fortalte mig, hvad man helst skulle gøre i sådan en situation… nøjagtigt det samme som min søde veninde havde fortalt mig, da hun stille og roligt tog mig med ud i vandet igen ❤

Tak fordi du læste med så langt 🙂

 

 

 

Når kroppen forstår…

I mange år har jeg sat mange ord på. Ord på alting. Og gør det stadigvæk. For jeg elsker ord! Da jeg var barn talte jeg ikke så meget. Jeg var den stille pige i klassen, tror jeg. Mine forældre fik ihvertfald altid at vide til forældrekonsultationerne, at “Malene skal række hånden noget mere op i timerne. Hun er alt for stille”. Men jeg skrev i stedet, og jeg elskede at skrive. Ikke digte og sådan men stile og helst fristile, for så kunne min fantasi komme på banen. Så jeg var den stille pige som godt kunne lide ord og som elskede at få historier læst højt i klassen, og som også selv elskede at læse bøger. Og jeg tænkte rigtig meget. Og det gør jeg stadigvæk. “Personen har et rigt indre liv” som det hedder, hvis man læner sig op af personlighedsbeskrivelser omkring sådan en type som mig.

På et tidspunkt fik jeg at vide af en psykoterapeut, at jeg forstod tingene rigtigt fint med mit intellekt, men at jeg også skulle huske, at kroppen skulle være med – på det tidspunkt var jeg ikke specielt stille mere. Og den sætning har jeg aldrig glemt. Jeg forstod faktisk ikke helt, hvad hun mente dengang. I dag forstår jeg hvad hun mente. Engang var mine ord forankret i min krop. Da jeg var barn. Men på et tidspunkt var det nemmeste at koble kroppen fra og bare lade ord være ord. At sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Lade som om jeg forstod. Gøre som alle de andre. Forsøge at passe ind, der hvor jeg nu var placeret. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at en sådan overlevelsesstrategi nok ikke er den sundeste i verden. Og årene gik, og heldigvis begyndte jeg at mærke min krop igen. Men når kroppen og følelserne har været afkoblet et stykke tid, så kan følelserne blive overvældende, når der så bliver lukket op igen. Og så lærer man igen at lukke ned, for hvad i alverden skal man stille op med alle de følelser?

Det var dengang. I dag mærker jeg min krop og mine følelser uden at lukke ned for noget som helst, og der er rigtig fin balance i tingene. Der er ikke noget der koger over. For jeg er med det der er, når det er der. Nu kan jeg ikke længere flygte fra mig selv. Jeg er her. Alene i min lejlighed. Uden en kat, som kan lægge øre til alle mine ord. Jeg er uden ord. Jeg øver mig i det stille nærvær. Uden nogen at tale med når jeg kommer hjem fra job i hverdagen. Min krop kan ikke flygte ind i alle ordene. Og jeg har ikke lyst til at flygte længere. I begyndelsen var det enormt angstprovokerende for mig. Jeg har ikke prøvet at bo helt alene før. Men indeni vidste jeg godt jeg kunne. Jeg gik med tillid. Jeg kunne godt huske hvem jeg var. Dengang jeg var barn. Dengang jeg ikke sagde så meget. Før alle ordene blev en flugt væk fra kroppen, men flød som en leg fra mit indre. Og dengang jeg var god til at mærke mig selv. For det kan man som barn, hvis ikke der er nogle voksne der fortæller en, at der er følelser der er forkerte. Og det fik jeg ikke at vide. Jeg fik lov til at være den, jeg var, med alt det jeg rummede. Dengang jeg var barn.

Jeg vidste at jeg skulle finde mig selv igen. At det var det, det handlede om. At jeg var blevet væk for mig selv, så at sige. Derfor har jeg bevidst valgt stilheden, gode bøger, mindfull strik, naturen, spiritualitet, et bevidst mindset for at komme tilbage til mig selv igen. Jeg har et TV, men det er meget sjældent, det er tændt – mest når mit barnebarn gerne vil se noget med traktorer eller Pippi på de syv have. Jeg nyder roen og jeg er nysgerrig. Nysgerrig på, hvad der kommer op i stilheden. Bag ved alle tankerne. For det er der, indsigterne kommer. Det er der, jeg mærker min kerne. Og det er der jeg mærker barnet, der er blevet voksen. Mærker det jeg er sat i verden for at være, hvad det er jeg skal bidrage med til verden. How can I serve?

Jeg er blevet rigtig god til at være med min indre tilstand og mine følelser. Der hvor jeg er udfordret er min fysiske tilstand, mine småskvanker, hvordan er det, at jeg kommer overens med dem? Jeg er udfordret på at acceptere, at min krop går i en anden retning, end jeg har lyst til med mit mindset. Så nu øver jeg mig i at acceptere, når jeg ikke kan løbe mine 5 kilometer pga. min iskias. Fordi accept er første skridt på vejen! Det har livet også lært mig.

Tusind tak fordi du læste med så langt. Husk at du kan følge bloggen ved at abonnere på indlæggene ved at indtaste din mailadresse. Smid meget gerne en kommentar eller et like på fb eller her på siden.

P.S. Og jeg begyndte altså ikke at sige noget mere, i skolen blot fordi jeg fik at vide jeg skulle, så den strategi virker ikke 😉